- Date
- 21 februar 2025
- Tid
- 15:00 - 17:00
- Pris
- Billet: 65 DKK
- Bibliotek
- Hovedbiblioteket
- Adresse
-
Østergade 25
7800 Skive
Danmark
Hvad får en ung mand, der aldrig havde planer om at blive lærer, til at finde sin passion i skoleverdenen og senere i lokalhistorien? Det spørgsmål og mange flere bliver omdrejningspunktet, når den pensionerede skolelærer og skoleleder Ib Svenningsen mødes i samtale med forfatter og journalist Joan Thora E. Laurberg.
Ib Svenningsen er en mand, der aldrig har stillet sig tilfreds med status quo. Han trives med ekstra opgaver og ansvar – en egenskab, der har præget hele hans liv. Som ung havde han dog ingen ambitioner om at uddanne sig til lærer. Han ville blot have et job og tjene penge. Men en vigtig person i hans liv, den nu afdøde Thorkild Simonsen, tidligere minister og borgmester i Aarhus, fik Ib på andre tanker. Thorkild Simonsen foreslog en løsning, der gjorde det muligt for Ib at arbejde om dagen og læse til lærer om aftenen på Marselisborg Seminarium.
Denne beslutning førte Ib til Salling, hvor han fik sit første lærerjob. Her gik han straks i gang med at engagere sig i lokalsamfundet og etablerede en ungdomsklub, der hurtigt blev et populært samlingspunkt for områdets unge. Det var også i Salling, at hans interesse for lokalhistorie blev vakt.
Ib Svenningsen er kendt som stifter og mangeårig leder af Spøttrup Lokalhistoriske Arkiv – et projekt, der udsprang af hans passion for at bevare områdets historie og gøre den tilgængelig for alle. Arkivet er i dag et vidnesbyrd om hans dedikation og om en stigende interesse blandt befolkningen for at udforske egne rødder og lokalområdets historie.
I løbet af sin karriere har Ib Svenningsen holdt adskillige foredrag om både lokalhistoriske og bredere historiske emner, og han er en fremragende formidler, der formår at bringe fortiden til live for sit publikum. Denne eftermiddag på Skive Bibliotek vil være en unik mulighed for at høre Ib Svenningens personlige fortællinger og perspektiver, som spænder fra hans tid som lærer til hans arbejde med arkivet.
Glæd dig til en eftermiddag fyldt med indsigt, engagement og kærlighed til lokalhistorien.
Foredraget koster 65 kr. inkl. kaffe/te og kage.